Indsigt · 19. februar 2013
Personlige, ledelsesmæssige og organisatoriske blind spots
Når vi som mennesker vil ændre på noget, starter det med os selv: hvordan vi ser verden og os selv gennem de briller, vi hver især slæber rundt på. Men uanset hvor skarpe brillerne er, findes der næsten altid blinde vinkler.
Blind spots kan låse os fast i svært foranderlige og meget grundlæggende antagelser om tingenes rette sammenhæng. Hvad skyldes det? Måske at vi frygter det ukendte alternativ. Eller at vi ikke tør stille os selv spørgsmålet: hvad ville det give dig, hvis du slap ud af den dynamiske stilstand, som på bekvem vis beskytter dig og gør dig immun over for forandring?
Man kan ikke se sine egne briller
Jeg har brugt 20 år på at forstå de mekanismer hos mennesker og i de organisationer, de indgår i — inklusive mig selv, hvor jeg dog først relativt sent fandt tilstrækkelig ydmyghed til at interessere mig for, om jeg mon også selv har nogle blinde vinkler. Det har jeg sikkert. Men hvilke, og hvornår dukker de op?
Pointen er, at det er meget svært at se uden hjælp, netop fordi man bliver ved med at se sig selv gennem de eksisterende briller. Derfor er feedback, coaching og et buddy-system ikke luksus i et lederforløb. Det er selve mekanismen, der gør udvikling mulig.
Hidden commitments i organisationer
Det samme gælder organisationer. Der er ofte skjulte forpligtelser til den måde, vi altid har gjort tingene på, som trækker i den modsatte retning af det, ledelsen officielt har besluttet. Man kan ikke argumentere dem væk. De skal frem i lyset, sættes ord på og gøres til noget, gruppen kan tage stilling til.
Skrevet af Mads Cronquist. Oprindeligt udgivet på cronquist.dk (19. februar 2013) under titlen “Om personlige, ledelsesmæssige og organisatoriske blind spots” — her i en redigeret udgave.