Det personlige mellemlederskab

Lederskabet ER personligt

Lederskabet er personligt, fordi det handler om karakteretik og integritet. Er der ikke sammenhæng mellem den person, vi er, og det vi gør, bliver vi utroværdige. Budskaberne i ord og skrift fortaber sig i skoven af gerninger. Som det er blevet sagt: “Det du er, råber så højt, at jeg ikke kan høre, hvad du siger.”

Der er intet galt i at vise følelser på en arbejdsplads. Ville du gerne have en nærmeste leder, der ikke kunne andet end at udvise passivitet og et stenansigt trods med- og modgang? Nej, vel. Vi vil have hele mennesker, som vi kan identificere os med.

Som ung officer fandt jeg først mange år efter ud af, at hvis man skal have flokken til at løbe i samme retning, kan man ikke bare stå på en ølkasse og befale. Det kan man gøre en enkelt gang i mellem — når man har gjort sig fortjent til flokkens respekt.

Når viden er magt

I en fagbureaukratisk organisation er viden magt og den lim, der binder det hele sammen. Når virksomheden vokser, dukker der nye, unge lederspirer op direkte fra uddannelsen, som kan true de eksisterende magtbaser. Og når magten trues, beskytter vi territorie — derfor undgås vidensdeling til ugunst for medarbejdere, kunder og økonomi.

Samtidig får de unge ledere ansvaret for netop de områder, hvor chefen forventer mirakler. Det sker naturligvis ikke, for de har aldrig mødt en medarbejder, set en kunde eller haft P&L-ansvar på ingeniørskolen. Det er ikke deres skyld, men det er virksomhedens ansvar at lære dem det.

Alt det gode starter med mellemlederne

Min CBA-thesis “LeaderShop: Nøglen til succesfuld strategi” handler om systematisk opbygning af organisationens samlede ledelseskompetencer — fordi det viste sig, at alt det gode starter med mellemlederne. Mellemlederne er nøglen til succes, men de kan også være en betonklods om benet, især hvis man som leder fornægter sit eget udviklingspotentiale.

Det gør ondt på en erfaren leder at få at vide, at man faktisk bør lære noget om personaleledelse. Men ligesom jeg som ung officer måtte sande: al udvikling starter med os selv, og det kræver en vis ydmyghed hele vejen gennem livet.